Dejligt at være på Den Frie Talerstol her i Ashøje på Grundlovsdag.

Det er tre år siden vi sidst var samlet her. I 2019 var der Folketingsvalg og sidste år var der begrænsninger i forhold til antallet af forsamlede, så det er godt, at vi nu kan og må igen.

Markeringen af dagen for rigets første Grundlov er for os konservative en kær pligt. Tænk sig – vi kan forsamles frit og tale frit, og stort set ytre os om hvad som helst. Vi tager det som en selvfølge – det er kun godt -, men selv om vi lever i en tid, hvor landende kommer hinanden mere og mere ved, og mennesker inspirerer hinanden på kryds og tværs af kontinenter, ja så går det faktisk tilbage med ytringsfriheden mange steder og totalitære ledere griber magten i lande, som ellers burde have demokrati som første prioritet.

Jeg kan ikke lade være med at nævne Amerikas Forenede Stater. Her overværede vi i januar en præsident, som ikke ville acceptere resultatet af valget på trods af, at domstol efter domstol godkendte det. Det sluttede på ynkeligste vis med at selvsamme præsident sendte pøbelen mod landets lovgivende forsamling – og næsten værst af alt. Manden nyder stadig stor opbakning i vide kredse.

I dag – næsten symbolsk – skal Poul Schlüter bisættes. Det er næsten rørende, at en statsminister – der i den grad bekendte sig til de demokratiske spilleregler – skal stedes til hvile på Grundlovsdag.

Der er hæftet mange superlativer på hans navn i de sidste dage, og med rette. Han var om nogen en samlende figur, og hans betydning kan ikke overvurderes. Poul Schlüter gjorde det nemt af føle sig konservativ.

Personligt har jeg haft fornøjelsen at møde Poul Schlüter nogle gange. Jeg husker engang jeg mødte ham i Strasbourg, da han var medlem af Europa parlamentet. Jeg sad over for ham til frokosten, og det varede såmænd ikke så længe inden snakken gik om dagligdags ting som blandt andet stegt flæsk og persillesovs. Han var en mand der kunne tale med høj og lav, og han var den værdigste repræsentant for folkestyret.

Jeg vil gerne bede forsamlingen rejse sig om mindes Poul Schlüter – Æret være hans minde.

Tak!

De sidste mange måneder har Coronavirus lagt sin skygge over vores samfund – ja over samfund over hele verden. Nu er vi så småt ved at få dagligdagen tilbage, men det er ikke alle bånd der er løsnet endnu.

Der har været mange ofre: Økonomiske, psykiske og sundhedsmæssige – og mange har mistet deres liv. Mange kæmper lige nu med senfølgerne af sygdommen.

Tilbage står, at vi trods alt er kommet igennem, og noget tyder på at vi står foran en god økonomisk periode.
Det kunne have været godt, hvis statsministeren – i lighed med for eksempel Poul Schlüter havde samlet partierne om sig i en krise som den, der lige er overstået. Magtfuldkommenhed og råben fra alle sider har været dagligdagen – det har ikke været kønt at se og høre på. I krisetider bør den politiske midte samle sig- det skylder man vælgerne. Nu venter der et efterspil, og det bliver spændende hvad det bringer.

På sygehusene er man nu ved at genvinde fodfæstet oven på følgerne af Covid 19. De pukler der har været på operationsgangene er ved at være væk, og de relativt få indlagte der er, er blot en del af den daglige drift.

Hvor stor regningen bliver i tabte leveår på grund af manglende eller forsinkede diagnoser kan kun tiden vise.
Hvor stor bliver regningen for brancher, som i den grad har ligget underdrejet siden al ting lukkede ned i marts 2020.

Hvor stor regningen på mistede kompetencer i uddannelserne bliver får vi se. Store opgaver venter forude.

Corona har vist, at vi som folk godt kan passe på hinanden når det gælder.

Bortset fra diverse højtråbende minoritetsgrupper har det store flertal passet på sig selv og hinanden. Vi har haft en fælles sag – det aftvinger respekt – og jeg synes det er godt at tage med på en dag, hvor vi hylder demokratiet med de værdier det bringer med sig.

Vi har lært at vi kan arbejde mere hjemmefra. Vi har lært at vi sagtens kan holde ferie i Danmark. Vi har lært at en tur i skoven slet ikke er så ringe endda, og begreber som vild natur og biodiversitet har lettere ved at bide sig fast i bevidstheden. Forhåbentlig har vi lært at ved at holde lidt afstand og med lidt bedre håndhygiejne kan vi undgå at smitte hinanden med diverse sygdomme. Vi har set, at de almindelige udbrud af influenza har været fuldstændig fraværende i den forgangne vinter. Vi har set, at børnehavebørn ikke har snottede næser når de får meget tid ude, men vi har også lært, at mennesker trives bedst med socialt samvær og nærvær!

Den 16. november er der valg til kommunalbestyrelser og til Regionsrådet.

Jeg vil gerne sige tak for, at man har vist mig den tillid, at jeg bliver opstillet til endnu en periode i Regionsrådet. Jeg vil gøre mit ypperste, og der er nok at tage fat på:

I 2017 valgte man, at fjerne en stor del af organkirugien på Thisted Sygehus. Jeg ved godt at det hedder Aalborg Universitetshospitals Thisted Afdeling, men vores sygehus ligger altså i Thisted.

Det er nu besluttet at organkirugien skal tilbage senest i 2024, men hvorfor vente så længe. Jeg synes den skal tilbage hurtigst muligt.

Ind i mellem er det en kamp at få lægerne til at arbejde i Thisted og næsten endnu bedre at få dem til at bo her i området, og for mig slutter det ikke med en sikring af organkirugien. Der kan sagtens være en øget aktivitet i kardiologien. Der kan sagtens flyttes forskning til Thisted Sygehus, så de unge læger kan uddanne sig sammen med at de udvikler sig som komplette læger i et overskueligt miljø.

Alle ved, at når det endelig gælder – ja så vil vi behandles der, hvor ekspertisen er størst, men med den afstand der er til andre behandlingssteder, ja så skal det altså være muligt at der er et nært tilbud, hvor det er almindelige skavanker og lidelser der skal rettes op på. For snart en del år siden fik Thisted Sygehus østatus, og det betyder, at sygehuset skal være fuldt funktionsdygtigt. Det skal vi konstant minde om, for det står faktisk i loven, og loven skal overholdes – også i Region Nordjylland.

I begyndelsen af 2023 skal vores nye supersygehus i Gistrup tages i brug.

Nyt Aalborg Universitetshospital – i daglig tale kaldet NAU skal efter forsinkelser og øgede byggeomkostninger tages i brug.

Lige nu er der en heftig debat om størrelsen på budgetoverskridelserne.

Worst case scenario siger godt og vel en halv milliard, men alt efter hvilket forlig man kan lave med diverse aktører i byggeriet bliver beløbet nok mindre.

Uanset hvor stort beløbet bliver så skal beløbet på den ene eller anden måde findes i Regionens budgetter i de kommende år – til ugunst for nordjyske borgere.

Lige nu er de store dyr på den sundhedspolitiske savanne, det nære sundhedsvæsen, ulighed i sundhed og sundhedsreform.

I takt med at opholdet på sygehusene i forbindelse med forskellige indgreb bliver kortere og kortere i kraft af lægefaglige og teknologiske landvindinger, bliver der øget behov for borgerkontakt til sundhedsvæsenet tæt på borgernes hjem.

Begreber som brobyggersygeplejesker og digitale konsultationer har vundet indpas i ordforrådet, og der er blevet behov for tættere samarbejde mellem regionernes sygehuse, kommunerne og de praktiserende læger.

Borgerne skal have deres pasning og pleje enten i deres eget hjem, eller så tæt på hjemmet som muligt.

Det kræver nye og tættere samarbejdsformer mellem de forskellige aktører. Allerede nu er der oprettet Sundhedsklynger i regionerne, hvor der tales godt sammen. Men det rykker for lidt, for arbejdet støder ofte ind i de økonomiske realiteter, for hvem skal have regningen.

Vi får ikke for alvor slået hul på opgaven med det nære sundhedsvæsen før økonomien i opgavefordelingen er på plads. I min optik bør man lave et system, hvor pengene følger borgeren hele vejen gennem systemet.

Ifølge alle beregninger og prognoser forventes der et stærkt stigende pres på vores sundhedsvæsen i de kommende mange år. I kraft af, at vores levealder stiger, ja så stiger antallet af kroniske lidelser. Det vil især medføre et øget pres på det nære sundhedsvæsen, men naturligvis vil der også ske en stigning i antallet af indlæggelser.

Det er én ting. Men hvad værre er så forventes en stigning i antallet af livsstilssygdomme som hjerte/kar sygdomme og diabetes.

Vores unge rammes i stigende grad af psykiske lidelser, som kræver et stigende beredskab på vores psykiatriske afdelinger.

Forleden kunne man høre og læse, at antallet af allergikere i Danmark nu har oversteget 1 million.

Der er noget galt med den måde vi lever på, og skal vi undgå, at vores sundhedsudgifter for alvor eksploderer – ja så skal der sættes ind.

Noget af det man arbejder meget med i Danske Regioner er ulighed i sundhed. Skal der for alvor gøres noget ved det kræver det en tidlig og målrettet indsats i børne og ungdomsårene. Sat på spidsen starter livet allerede ved undfangelsen, men der er nok ingen tvivl om, at et velgennemført svangerskab og gode børneår kan være med til at hjælpe i den rigtige retning.

I min optik skal der satses langt mere på den forebyggende indsats end tilfældet er i dag. Alle kan se, at vi står over for en stejl stigning i vores sundhedsudgifter, så det er altså ikke nok at der bliver talt om forebyggelse. Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang. I dag ligger opgaven ved kommunerne. Det er godt, men regionerne må ind med en koordinerende rolle i indsatsen, også her er det på tide at barrierer indenfor sundhedsvæsenet bliver brudt ned.

Regionsrådet er andet end sundhed. I det daglige arbejde sidder jeg i Udvalget for Regional Udvikling og i Klima og Miljøudvalget.

I Regional udvikling står vi blandt andet for fordelingen af ungdoms – og voksenuddannelse.

Det er hjerteblod for mig, at der findes nære tilbud til uddannelse, også i de tyndt befolkede områder.

Specielt erhvervsuddannelserne har haltet efter. Alt for få unge har søgt mod erhvervsuddannelserne. Det bliver der gjort noget ved, men der skal gøres langt mere – over 20 procent af vores unge har ikke færdiggjort nogen uddannelse når de når 30års alderen. De unge lider under det – det er med til at øge ulighed, og erhvervslivet mangler i den grad kvalificeret arbejdskraft.

Hvert år ses der på fordelingen på gymnasierne – mange unge vil gerne uddannes i de større byer. Det kan man godt forstå, men det er vigtigt at der stadig er velfungerende gymnasier i de tyndt befolkede områder, så der er altid en opgave i at sikre at der er pladser og søgning til dem.

I Klima og Miljøudvalget er der det sidste års tid lagt et stort arbejde i at lave den næste råstofplan. Det lyder kedeligt, men det har ikke foregået uden sværdslag! Men vigtigt er det at erhvervslivet har adgang til de råstoffer, som der er behov for – også lokalt.

Det lyder utroligt, men der er faktisk ved at opstå knaphed på visse råstoffer, så der ligger her en stor opgave i, at genanvende nedbrydningsmaterialer med videre igen. Det arbejde er i gang, men der er også her behov for en mere målrettet indsats.

På klimaområdet er regionen forrest med at omstille den kollektive trafik til fossilfrit brændstof. Hvis vi skal i mål med 2030 reduktionerne bør det offentlige gå forrest også her. I øvrigt er der stadig en opgave i at sikre god kollektiv trafik – og veje – også i vores område.

Jeg tror det fremgår, at der har været, og vil være, nok at tage fat på med arbejdet i regionsrådet. Jeg tager gerne en tørn igen.

Grundlovsdag er de frie ytringers festdag. Frihed, demokrati og borgerrettigheder er i højsædet. Gid det må vare ved. Vi skal bare huske at vi alle har et ansvar – også på de sociale medier, hvor man åbenbart kan ytre sig lige som man vil – i strid med ånden i ytringsfriheden, men også i strid med den respekt som vi naturligt må vise hinanden.

Med ønsket om en rigtig glædelig Grundlovsdag til alle.

Tak for ordet

Tage Leegaard