Da der i sidste var ”Lyttevalgmøde” på Thisted Gymnasium, kom der en lang række gode forslag fra de mange unge.
Et af forslagene fra de unge var, at der skulle være flere videregående uddannelser her i vores område.
Det er en kendt sag, at de unge, efter endt uddannelse, har tendens til at bo og arbejde forholdsvis tæt på uddannelsesstedet. Derfor er det en god ide at satse på videreuddannelse her i kommunen.
I Holbæk har man indrettet et studiemiljø, så der er faciliteter til at følge et studie, så man ikke er nødt til at flytte for at studere. Der er lokaler med skærme til brug for fjernundervisning og videomøder og der er individuelle studiepladser med. Der er også traditionelle undervisningslokaler.
Et sådant miljø vil naturligvis også være oplagt for virksomhederne til opkvalificering og efteruddannelse, og jeg synes det kunne være en god ide, hvis et lignende miljø kunne etableres eller videreudvikles hos os.
Et af de områder, hvor der konstant vil være behov for uddannelse og opkvalificering af medarbejdere, vil blandt andet være i forbindelse med den grønne omstilling, som vi i Thisted kommune har været så gode til at forholde sig til. Der vil fortsat være rigtig mange muligheder for at komme videre på den vej, og det kræver innovativt og velkvalificeret arbejdskraft. Hvis vi har mulighed for at udvikle den arbejdskraft her, er der større sandsynlighed for, at de bosætter sig her. Til gavn for os alle.