Thisted Dagblad:

Bedre lånemuligheder til gavn for udvikling

I lang tid har der været fokus på kreditinstitutionernes manglende lyst til at yde lån, specielt i de mindre bysamfund i Thisted Kommune.

Selv om det ikke umiddelbart er en sag for kommunen at involvere sig i, føler jeg alligevel, at der fra lokalpolitisk hold fortsat skal lyde en opfordring til at yde en større risikovillighed i lånesager. Opgørelser har vist, at tabene for långiverne i Nordvestjylland er forholdsvis små, og hvis blot man flytter syd for Limfjorden, er risikovilligheden langt større uanset at det måtte være et sammenligneligt projekt man anmoder om långivning til!

Opfordringen skal lyde, fordi manglende lånemuligheder er en hæmsko for tilflytning og investeringslyst – altså mindre aktivitet generelt og færre arbejdspladser i byggebranchen til følge. Specielt i en kommune, der har brug for alt hvad der kan skabes af lyst til at bosætte sig og ligeledes arbejdspladser. Skulle man eventuelt selv have midlerne til at investere for risikerer man at hele investeringen er spildt ved eventuelt salg, hvor den næste køber står i samme situation. Manglende lånemuligheder er med til at give en negativ spiral.

Jeg har haft sagen vendt i både byråd og udvalg – intet er sket – men jeg fortsætter gerne arbejdet i den kommende valgperiode. Det ville klæde kreditinstitutionerne at trække på samme hammel i en kommune, hvor de fleste politiske kræfter arbejder på at skabe mere erhvervsliv og flere arbejdspladser.

Tage Leegaard

Byrådsmedlem og kandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalrådsvalget

Jestrupvej 8

7752 Snedsted